Campingpladsen
Ejendommen blev i 1904 købt af Konsul Hans F. Carøe. Den tidligere ejer var Katriendal Gods.
I starten af 1930érne blev ejendommen videresolgt til Carl Nielsen, som udlejede jorden til FDM. Planen var at grave sten og grus til brug for byggeriet af Storestrømsbroen og Mønsbroen. Dette blev heldigvis ikke aktuelt, idet grundarealet blev fredet.
Fra starten havde FDM en mindre campingplads, forbeholdt medlemmer af FDM. Resten af området blev anvendt af strandgæster, som kom på besøg med deres tæpper og madkurve. Senere begyndte “ikke medlemmer” at campere på det område, der lå tættest ved stranden - Der var ikke rigtigt styr på forholdene, men efterhånden blev der bygget et skur, hvor der var “lokum” og Svend Rasmussen (se under nr. 5, Lyngblomsten) begyndte at opkræve betaling for opholdene. Det mest almindelige var at man betalte for en hel sommer (hvis man da ellers betalte....)
Rasmussen havde et lille udsalgssted tæt ved, hvor nr. 1B ligger idag.
Senere blev pladsen delt på den anden led, så gæsterne fik mulighed for at ligge tæt ved vandet.
Der var lidt mere styr på FDM-pladsen. Her gik Ernst Hansen (se nr. 6) sin daglige rute for at kræve pladsleje ind - og hos ham fik medlemmerne udleveret nøglen til FDM´s “lokummer”
“Lokummerne” lå op ad Sandvejen- og det gjalt om at tage en dyb indånding inden man skulle passere denne del af vejen, og så holde vejret indtil man var kommet i god afstand derfra igen.
Facilliteterne er senere hen blevet meget bedre.
I dag er der en fælles campingplads, som ligger i en afstand på ca. 150 m fra stranden. Der er rift om de bedste pladser, så ved starten af sæsonen holder campisterne i kø med deres vogne for at komme først ind og få en god plads.
I vinterhalvåret er campingpladsen ryddet for campingvogne mm for at imødekomme fredningsbestemmelserne.